Har lige lidt tankemylder her på sengekanten, men det er nok bare fordi, at jeg er sulten. Igen. Har lige onduleret en halv pose chips (som min mor faktisk havde købt til Bastian, som ældste søn, undskyld!), to appelsiner, 3 pæremuffins (men kun fordi, at de var nybagte og vældig gode) og så aftensmad lige før det. Jeg æder som en drægtig so. Det fortalte jeg min jordemoder ved sidste konsultation, og hun var barmhjertig og undlod at veje mig…Nå.
Det var tankemylder, vi kom fra.
Jeg ville skrive noget om, at jeg jo nu har været på arbejde i 2 uger, mens mine børn har været i skole og institution. Det er gelinde vilkår, jeg styrer selv min arbejdstid og jar endda haft 3 dage fri, fordi jeg skulle på Børnepsyk i Hillerød med Bastian, som jo er ved at blive udredt. Og så jordemoder-halv-fridagen. Så det er virkelig ikke fuld tid. Men alligevel, jeg er meget langt fra at være hjemmegående. Og det er jo planen, at jeg først skal være hjemmegående igen, når jeg skal på barsel til juni. Derfor ville jeg skrive noget om, hvad det er, jeg savner ved at gå hjemme, og hvad det er, der er virkelig dejligt ved at gå på arbejde og have børn i institution. For så vidt jeg kan læse i diverse hjemmegående-fora på FB, så er der andre forældre end jeg, der ofte tænker, om plænen mon er tættere, surdejen surere og stenalderbrødet mindre smuldrende på den anden side af ligusteren. For arbejdende forældre er det nemt at komme i tvivl om, hvorvidt man nu kunne være lykkeligere, hvis man bare hev stikket ud af karrieren og ungerne ud af Troldestuen, passede dem hjemme og bagte brød og gik ture og tog i zoo og havde god tid og slap for at hænge i en klokkestreng og aflyste stressindkøb med tudende børn i indkøbsvognen og glemte vanter i varmeskabet og nu fik hyggelige eftermiddage istedet for hyletone-ulvetimer – eller om man ville blive komplet sindssyg af at gå op og ned af de der evigt utilfredse og konstant krævende mini-mennesker, som vil alt selv og stort set intet kan uden hjælp. Og ville savne at se en person, som kan abstrahere bare en anelse mere end Dora the Explorer, ikke taler med mad i munden, og som også har læst avisen en gang i mellem. Istedet for at bruge den som underlag til modellervoks.
Når man går hjemme, tvivler man også. Gør man det godt nok? Er det ok, at jeg bliver tosset en gang i mellem og må tude lidt ude på wc’et af træthed? Bliver mine børn for mærkelige af at være sammen med mig hele tiden? Forsvinder min hjerne lige så stille, i takt med at kapaciteten udnyttes mere og mere til fagtesange, slyngetyper og husråd mod kalk mellem fliserne og mindre og mindre til fremmedord, politik og professionel stimulation? Kan jeg overleve ret meget længere uden et par timers absolut fred og ro og alene-tid? Kommer jeg nogensinde til at se mine mavemuskler igen? Er jeg helt sikker på, at det der børnehave ikke også er noget, mine børn ville synes var ret sjovt? Bliver man mon skizofren af ikke at sove mere end 3 timer i træk i mange år? Ville jeg være en sjovere mor og et mere tilfredsstillet menneske, hvis jeg fik bare en lille smule på arbejde og blev stimuleret anderledes end af samværet med børnene? Duer jeg overhovedet til at spille den hovedrolle i mine børns liv, hvad nu hvis de mangler alt muligt, når de skal i skole? Fornægter jeg, at jeg savner den der arbejdsplads-stemning og spænding, eller savner jeg den faktisk ikke? Lærer jeg mine børn noget forskruet om kønsroller? Har de venner nok? Kan jeg klare mosten?
Måske du har andre overvejelser, de her er jo fundet i min egen tossede knold.
Nu, hvor jeg arbejder og ikke er sammen med mine børn ml 8.30 og ca 14 ( arbejder også om aftenen, men ellers er det jo ikke en lang arbejdsdag…blot længere end den har været i ….hum bum….siden april 2011, hvor jeg blev sparet væk fra mit job på CBS i København.), kan jeg allerede mærke, hvad det er, jeg savner. Og jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg skal give det her skønne løntilskudsjob sparket, klare den på éen indkomst indtil min barsel, hive de små ud af børnehaven og nyde de sidste par måneder, indtil min lækre Silvia skal starte i før-SFO på Hillerød Lilleskole og hverdagen igen bliver en anden. Hun skal starte, fordi det er min erfaring, fra da de store startede i skole, at man får en lidt sværere start i klassen i august, hvis alle de andre (og det er virkelig ret mange hvis ikke ALLE de andre) har kendt hinanden siden maj måned, for så bliver man “den nye”, istedet for at være en del af noget nyt i fællesskab med de andre. Så hun starter her til foråret, selvom hun sådan set kunne vente. Men får er laaang sommerferie, for juhu- der er Mor på barsel;-) Et koncept, der er mindst lige så fedt for de større søskende, som det er for Mor og den lille ny..
Når jeg sidder her i sengen med laptoppen og tænker på den kommende uge – bare på morgendagen, så skal jeg på kl 6.10, gøre mig klar, knalde dej i ovnen til morgenboller, lufte ud, lave de smås madpakker (kom til at se Modern Family og holde æde-gilde med min mand til aften i stedet for at lave Silvias og James’ madpakker..fortryder jeg nu, hvor min morgen er mere travl og mine hofters celledeling er gået helt bananas og truer med at vælte ud over buksekanten og helt ned i skoene), vække de store, tage mig af de små og parkere dem i stuen med min mand, hvor de morgenhygger, mens jeg “har” de store i køkkenet til te og morgenmad. Radioen kører. Så vidt er det ligesom det ville være, hvis jeg ikke skulle på arbejde. Nu kommer det sjove. Mens alle gør sig klar, Bastian med sine huske-lister, Molly med sin hårbørste, smarte fletteteknikker og særlige smil, Silvia med sine hysteriske anfald over at skulle have noget så ækelt som STRØMPEBUKSER OG FLYVERDRAGT på og James med sin jagt efter katten, brok over for lidt smør på brødet og over ikke at måtte få KAO, MOWER, ITTE MÆLK, DU ER DÅM, MOWER, MIG HA KAO NU!!! – og så ellers evige byggen togbaner over samfulde 3 etager, som vi andre så skvatter rundt i resten af morgenen. Det er også som det plejer. Men så. Så kører Roy med de store til Hillerød. Og så siger jeg ” nu skal vi også afsted”, og så skal vi jo det. Nogle gange er det fryd og gammen, nogle gange ikke. De skal være der senest kl 9 til morgensamling. Uanset om de lige skal lege færdigt eller ej, uanset vejr, vind og farven på slagterens underbukser. Vi skal afsted. Så det kommer vi. Naturligvis. Ovre i børnehaven skal vi så sige farvel. Det er nogle gange nemt, nogle gange mellemsvært og lidt “Du skal blive her, Mor, må jeg få en fridag, Mor”, nogle gane frygteligt svært med “NAAARJ, Mower, ITTE GÅÅÅÅÅ, Når du hente marj, Mower, limlidt, ikos (lige om lidt, ikke også?). Og tårer og det hele. Sådan er det jo at tage afsked med børn.
Det faktisk det, jeg savner mest ved livet som hjemmegående. Jeg savner ikke at skulle tage afsked med mine børn hver dag. Jeg savner ikke at vide, hvad de har lavet, hvad de har lært, hvilke skuffelser og glæder, samværet med andre mennesker har bragt dem. Jeg savner ikke at vide, om de har fået den hjælp og opmærksomhed, som jeg ville have givet dem. Deres opmærksomhed kan være så flygtig, og de kan på ingen måde fortælle mig, hvordan en enkelt dag har “sat sig” i deres små hjerter og i deres endnu så sprøde erfaring. Og jeg ved, at personalet trods gode intentioner på ingen måde ved det heller, for store dele af dagen er børnene overladt til sig selv, det er fri leg under opsyn undtagen fra 9 til 10-30. På en god dag.
De er som regel glade, når jeg afleverer, de taler meget om deres venner, de lærer en masse, og de er glade, når jeg sniger mig til at kigge på dem, inden de har set mig, når jeg henter dem om eftermiddagen. De indgår i en masse positive fællesskaber, og de vil oftest gerne derover. Det er ikke derfor. Jeg er bare ikke en del af deres dag ret meget. For kl 14.30, når vi er hjemme, så er de totalt flade og skal have ro. Ingen snak, ingen gæster, ingen aktiviteter, ingen huskespil eller modellervoks – bare tulle rundt selv eller se en film sammen eller klaske i vandpytterne i haven. I fred. SÅ kommer der en lille times tid senere, hvor jeg kan hygge med dem – i skarp konkurrence med deres søskende. Og det kan jeg ikke konkurrere med, de bygger SÅ meget federe huler end jeg og er SÅ meget sjovere som højt pruttende trold end jeg (klarer mig ellers ret godt på det felt med stor mave og endnu større appetit), så jeg tuller som regel ud i køkkenet og laver noget praktisk istedet for. Der er en afstand mellem dem og jeg, og det kan jeg ikke lide. Jeg savner at stå op og vide, at vi kan forme dagen sammen, som vi har lyst. Indtil de store kommer hjem fra skole var dagen førhen uspoleret og helt vores egen, og det var altså fedt.
Jeg savner også at komme fast i legestuen, at tage på ture med børnene, i skoven, stranden, besøge andre hjemmegående, gå ned til hestene hver morgen, bruge timer på at studere udvalget på apoteket, fordi det nu lige var dagens udflugt (den slags kan nu også ende med at bruge lige så lang tid på at undskylde overfor den opbragte Fru Apoteker at varylerne har pyntet det fine display om “Hø-feber-sæsonens komme, husk Altiflex, fåes nu i tabletform” med 4 pakker Batmand-plaster og to tuber tandpasta. Samt resterne af en clementin og et par mariekiks). Men det værste er faktisk det med, at vi ikke skulle sige farvel. Jeg har sgu stadig tit hjertesmerte over det, og jeg har altså afleveret børn i institutioner siden 2004. Med pauser, javel, men alligevel.
Hvad er så godt ved at gå på arbejde efter at have været hjemmegående i 4 år? Er det at spise frokost i fred? Det professionelle Thrill? At skabe noget sammen med andre voksne? Snak om andet end børnevenlige udflugter i Helsingør og frustrationer hos det 2 årige barn? Næh. Alt det synes jeg faktisk, at jeg fik gjort så rigeligt, mens jeg var hjemmegående og arrangerede alt muligt som frivillig i foreningslivet her i byen. Det gør jeg så endnu mere nu, men det gik altså også med børn som tilskuere/deltagere.
Altså den helt store skønhed er, at jeg kan tage mig helt uproblematisk af min ældste søn. Han har de sidste par år krævet, at jeg kunne komme og hjælpe ham i skolen, når han ringede efter mig. Eller hans lærere ringede. Det var noget rod, når jeg også havde de små hjemme, for det var jo oveni deres aktiviteter, planer, lege, lure og så videre. I efteråret og lige indtil nu har der været mange møder med lærere og forskellige fagprofessionelle rundt om Bastian, og jeg har som en særlig foranstaltning faktisk siddet og arbejdet på hans skole for at være tilgængelig, hvis han fik brug for det. Alt det har været guld værd for ham, og han har det bedre end nogensinde. Det har været så dejligt for mig ikke at skulle have de små med til alle aftalerne, konsultationerne, møderne – og at kunne stå til hans rådighed med fuld koncentration og uden at skulle have øjne i nakken og en skarpladt Ipad, tegnegrej, togskinner og sæbebobler under armen til pacificering af små søskende. Og føle, at jeg så svigter dem og deres behov, fordi jeg skal være der for min ældste søn. Den dårlige samvittighed og utilstrækkelighed er vidunderlig at slippe for. I morgen skal jeg til skole-hjem samtale på Bastians skole, og allerede der er det dejligt, at jeg ikke skal have de små med. Det gør det ikke nemt at sige farvel til dem, men jeg ved, at når jeg sidder til mødet, vil jeg nyde at være 100% tilstede.
Det er også sjovt at være med til at skabe noget nyt i kommunen, som jeg jo skal på mit arbejde. Min chef er herlig (Hun læser desværre ikke blogs, men HEJ CHEF, hvis hun gør alligevel), kollegerne søde, kaffen elendig, men gratis og der er aviser, man må læse over frokosten. Men igen – det der ting, jeg laver som frivillig, de er lige så stimulerende.
Suk.
Bare jeg kunne finde en måde, hvorpå jeg kunne tjene lidt penge og spytte lidt i vores slunkne kasse, men ellers have børnene hjemme eller på en deltidsplads (det har de sørme som forsøgsordning nu i Gribskov Kommune, herligt!), og så have et dejligt sted, hvor de kunne være, hvis jeg skal noget med Bastian. Det ville være genialt.
Det her blev alt for langt. Sorry. I må være faldet i søvn allesammen. Jeg er lysvågen og nages af tvivl her i de sidste timer. Nu vågner James og siger “Marj kom i din seng, mower” og trisser over til mig. Så godnat derude:-)
Kh Kristina
